Renoveringspuljen
75 mio. kr. i ny pulje til lokale mødesteder – søg op til 1 mio. kr.
Har I en idé til at puste nyt liv i jeres lokale mødested?
Så kan I indtil 31. marts 2025 søge op til 1 mio. kr. i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje.
Nordea-fonden uddeler nu 75 mio. kr. til projekter, der puster nyt liv i landets lokale mødesteder, herunder forsamlingshuse, spejderhytter, idrætshaller, kulturhuse, klubhuse, medborgerhuse og lignende lokale samlingssteder.
Over hele landet findes der et væld af lokale mødesteder - fra forsamlingshuse til spejderhytter og fra idrætshaller til medborgerhuse. Men mange mødesteder er blevet nedslidte med årene og trænger til en kærlig hånd. Nordea-fonden ønsker at give dem nyt liv, så de kan fortsætte med at være moderne, tilgængelige og bæredygtige rammer for fællesskaber og aktiviteter i lokalsamfundet.
Det kan f.eks. være gennem renovering, energioptimering, istandsættelse og opgradering af faciliteter, så mødestederne kan fortsætte med at være moderne, tilgængelige og bæredygtige rammer for fællesskaber og aktiviteter i lokalsamfundet.
Alle almennyttige organisationer – dvs. foreninger, selvejende- og offentlige institutioner, som råder over, ejer, driver eller drifter et lokalt mødested kan frem til 31. marts 2025 søge fra 200.000 kr. og op til 1 mio. kr. fra Renoveringspuljen.
”Vi ønsker at give de lokale samlingssteder en hjælpende hånd, så de kan stå stærkere og endnu mere bæredygtigt som fundament for fællesskaber og trivsel,” siger Nordea-fondens adm. direktør, Henrik Lehmann Andersen.
Puljen på 75 mio. kr. er øremærket til projekter, som gennem renovering, energioptimering, istandsættelse og opgradering af faciliteter skaber positive forandringer i landets lokale mødesteder.
Deltag på gratis webinar tirsdag d. 3. december kl. 16-17, hvor du bliver klogere på puljens kriterier og får hjælp til ansøgningsprocessen.
Læs mere og tilmeld dig webinaret på www.nordeafonden.dk/renoveringspuljen