<Macro: (,)>

Ansøgninger til Facilitetspuljen 2024 - runde 2

04. jun 2024, 13:55

Alle foreninger, privatpersoner og andre interesserede kan nu søge midler til nye og spændende fritidsfaciliteter.

Send os jeres bedste og nytænkende idéer til nye fritidsfaciliteter i Allerød Kommune!

Ansøgningsfristen er d. 30. juli 2024

Der er ca. 150.000 kr. tilbage i puljen.

Hvem kan søge?
Puljen kan søges af alle foreninger, aftenskoler og selvorganiserede grupper (privat personer) hjemmehørende i Allerød Kommune.

Hvad kan der søges til?
Puljen kan søges til medfinansiering af nye kultur- fritids- og idrætsfaciliteter. Der kan ansøges om medfinansiering på maksimalt 50% af den samlede etableringsudgift.

Hvad med drift og vedligeholdelse af faciliteterne?
Allerød Kommune afholder ikke udgifter til drift og vedligeholdelse af de kommende nye faciliteter. Det er ansøgers ansvar at afholde eventuelle drifts- og vedligeholdelsesudgifter. Ved ansøgning skal eventuelle drifts- og vedligeholdelsesudgifter derfor være estimeret og afstemt.

Hvordan søger man?
Ansøgninger modtages kun via det digitale ansøgningsskema.

Du finder link til ansøgningsskemaet her: https://forms.gle/nxCZFfeQrcPxZuMk6

Eventuelt supplerende materiale (kortbilag, billeder mv.) skal fremsendes til booking@alleroed.dk

Inden indsendelse af ansøgning, er der en række forhold, som er gode at have styr på:

  • Formulér en kort og præcis beskrivelse af projektet, hvor det tydeligt fremgår hvad fordelene ved projektet er. Herunder budget og en overordnet tidsplan for projektet. Areal og/eller bygning hvor projektet ønskes realiseret skal beskrives og eventuelle udgifter til rådgivning og myndighedsbehandling bør indgå i budgettet.
  • Beskriv hvordan projektet bidrager til indfrielse af Allerød Kommunes Politik for Kultur, Idræt og Fritid.
  • Sørg for at der er opbakning i foreningen/aftenskolens bestyrelse til projektet. Hvis faciliteten placeres på et anlæg, hvor der er et brugerråd, skal brugerrådets accept indhentes.  
  • Afklar hvordan eventuelle udgifter til drift og vedligeholdelse skal afholdes fremadrettet.


Hvad sker der, når ansøgningen er indsendt?
Forvaltningen vil efter ansøgningsfristen gennemgå de indkomne ansøgninger og eventuelt kontakte ansøger for supplerende information. Herefter behandler folkeoplysningsudvalget alle ansøgninger og indstiller til Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget, hvilke projekter der skal støttes. Det forventes at Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget træffer afgørelse i september 2024.

Efter et projekt har opnået støtte
I har som ansøger det fulde ansvar for realisering, herunder ansvaret for at indhente eventuelle myndighedstilladelser (byggetilladelse og evt. øvrige tilladelser). Allerød Kommune kan ikke fremskynde behandling af eventuel ansøgning om myndighedstilladelse. Behandlingen følger de gældende frister og gebyrer.    
Ved ønske om placering af facilitet på kommunalt areal og/eller i en kommunal bygning skal der indgås en drift- og brugsaftale med Allerød Kommune. Aftalen indgås mellem Allerød Kommune og én anden part (én forening, aftenskole eller privat person) og skal være underskrevet inden realisering.

Efter realisering af projektet
Dokumentation for afholdelse af udgifter svarende til det dobbelte af det tildelte tilskudsbeløb skal fremsendes, så snart projektet er afsluttet.  

Siden 2022 er der ydet tilskud til følgende projekter:

  • Allerød Disc Golf Klub - tilskud til udstyr
  • Lillerød Vægtløftningsklub - tilskud til udstyr til ”Åben hal” projekt
  • DDS Blackfoot Bloustrød - tilskud til brændeovn og vinterudstyr
  • Allerød Jagtforening - tilskud til skydevogne
  • Allerød Koncertforening - tilskud til scenelys
  • Allerød Disc Golf Klub - tilskud til færdiggørelse af discgolf bane
  • Blovstrød Idrætsforening - tilskud til udendørs træningsredskaber
  • Foreningen Lynge Byfest - tilskud til køleskab og kaffemaskine
  • Allerød Håndbold Klub - tilskud til udstyr i træningslokale
  • Senior IT - tilskud til undervisningscomputere
  • ALBA Basketball Klub - tilskud til styrketræningsudstyr
  • Blovstrød- og Allerød Tennis Klub - tilskud til Picklebaner
  • Allerød Tennisklub - tilskud til padeltennisbane
  • Blovstrød Tennisklub - tilskud til etablering af lys på tennisbaner
  • Allerød Disc Golf Klub - tilskud til etablering af disc golf bane
  • Foreningen Skulpturparken Allerød - tilskud til informationsstandere og –materiale.
  • Allerød Fodbold Klub - tilskud til Teqball bord.
  • Allerød Karate Dojo - tilskud til udendørs træningsstativ
  • DDS 1. Lillerød - tilskud til bålhytte


Har du spørgsmål til ovenstående kan du kontakte fritidsområdet på booking@alleroed.dk

Læs mere om baggrunden for Facilitetspuljen her.