Folkemøde i Allerød 2022
Fredag d. 10. juni og lørdag d. 11. juni afholdes der folkemøde i Allerød. Årets program byder bl.a. på fællesspisning og debatter, kreative familieaktiviteter, rundvisning på Mungo Park og havefest med musik i bibliotekshaven.
Til Allerød Folkemøde kan byens børn og voksne opleve byen sammen og på nye måder, når de lokale institutioner og foreningslivet slår dørene op for en række spændende arrangementer, under temaet ”tættere på hinanden, tættere på naturen”:
Fredag byder Mungo Park byens borgere indenfor bag hegnet og viser rundt i byggeriet af husets nye teatersal, og samme dag kan man blive klogere på biodiversitetens krise og på hvordan vi bremser den, når biolog og naturformidler Vicky Knudsen holder foredrag. Fredag aften er der fest i bibliotekshaven på Allerød Bibliotek, hvor de lokale sangstemmer Visens Venner i Allerød og musiktrioen HALFDANSKERNE sørger for det musikalske bagtæppe.
Lørdag er der masser at lave for de mindste, når børnebogsklassikeren Orla Frøsnapper får nyt liv i André Andersens soloteater, børnene kan ride på ponyer hos Stutsborg Rideskole, besøge de (levende) eksotiske dyr hos Terrariet Reptile Zoo eller prøve kræfter med programmering og robotter hos Coding Pirates. For byens voksne byder lørdagen bl.a. på Disc Golf, udstillinger, skakspil og overrækkelsen af byens bæredygtige borgerpris 2022. Til ”Debat og mad” på Allerød Bibliotek kan man lørdag aften opleve skuespiller Thure Lindhart i samtale med journalist Rune Skyum-Nielsen om tilblivelsen af deres nye bog Amdi bliver til om Tvind-grundlæggeren Amdi Petersen.
”Allerød Folkemøde er en fest, hvor børn, unge og voksne fra Allerød mødes og oplever et fællesskab og lokalt sammenhold i mødet med kultur- og foreningslivet. Efter flere år med afstand, mangel på kulturelle arrangementer og mulighed for mødes på tværs af byen glæder vi os ekstra meget til at byde både store og små velkommen til Allerød Folkemødet denne juni” siger borgmester Karsten Längerich.
Klik her for Folkemødets fulde program